onsdag d. 9 april 2025
FGU Nordvestsjælland prioriterer trivslen
Trivselsmåling 2024
Med en svarprocent på 88% har eleverne på FGU Nordvestsjælland besvaret en bred vifte af spørgsmål om deres trivsel på FGU. Den årlige nationale trivselsmåling viser endnu en gang positive resultater, hvilket vidner om skolens vedvarende indsats for at skabe et trygt og udviklende miljø. Særligt projektet Bedre Mental Trivsel har spillet en vigtig rolle i at styrke de unges velbefindende.
Trivselsmålinger på FGU Nordvestsjælland
Den nationale trivselsundersøgelse for 2024 viser, at eleverne på FGU Nordvestsjælland generelt trives godt. Den gennemsnitlige trivselsscore er 3,8 på en skala fra 1 til 5, hvilket matcher landsgennemsnittet. Over 90% af eleverne vurderer deres trivsel til 3 eller derover, hvilket vidner om et trygt og inkluderende læringsmiljø.
Det er første gang, der opnås så høj en svarprocent i trivselsmålingen, hvilket betyder, at selv med en høj fraværsprocent på FGU Nordvestsjælland viser resultaterne, at de elever, der sjældent er i skole, stadig trives godt, når de er der.
Fokus på trivsel i hverdagen
FGU Nordvestsjælland arbejder målrettet for at sikre elevernes trivsel gennem en række initiativer, som understøtter elevernes faglige og personlige udvikling. Arbejdet indebærer blandt andet individuelle forløb, støtte fra vejledere og sociale aktiviteter, der styrker fællesskabet. Trivselsmålinger og feedback fra eleverne bruges løbende til at tilpasse og forbedre skolens tilbud, for at skabe endnu bedre rammer for de unge.
Eleverne oplever, at de får god faglig støtte i undervisningen med en score på 3,9. Derudover føler over 74% af eleverne, at de får hjælp i undervisningen og at deres undervisere interesserer sig for dem, mens over 84% af eleverne er glade for deres undervisere.
Bedre Mental Trivsel – en indsats med effekt
En af FGU Nordvestsjællands centrale trivselsindsatser er projektet Bedre Mental Trivsel (BMT), som blev lanceret i april 2023 og fortsætter året ud. Mental trivsel blandt unge er en udfordring for dem, der henvises til Forberedende Grunduddannelse (FGU). Samtidig er den mentale trivsel afgørende for, at unge kan deltage aktivt i uddannelse og fællesskaber. Formålet med projektet er derfor at styrke unges trivsel gennem målrettede indsatser, herunder organisationstiltag, holdbaserede indsatser og elevrettede aktiviteter, der fremmer positive fællesskaber og øger elevernes tro på deres evne til at håndtere livets udfordringer.
”Eleverne snakker mere sammen på tværs og der er generelt kommet et bedre socialt liv, hvilket BMT-indsatserne har hjulpet godt på vej” – Cecilie, Matematiklærer.
For nyligt blev det nævnt af en elev under et elevrådsmøde, at selvom de efterhånden var trætte af at høre om BMT, anerkendte de samtidig, at de mange indsatser har haft en positiv effekt og forbedret trivslen.
Nogle af de mange indsatser har fokuseret på at forbedre skolernes fysiske miljø ved at ændre fællesrum og bl.a. opstille bordtennisborde. Med en score på 3,9 mener over 70% af eleverne, at skolen har de nødvendige faciliteter og udstyr, der understøtter undervisningen. Derudover oplever 69 % af eleverne, at lokalerne og omgivelserne giver gode muligheder for socialt samvær. Andre indsatser har fokuseret på bevægelse, fællesskabsaktiviteter og sprogbrug som på forskellige måder bidrager til en bedre mental trivsel, hvilket understøtter en helhedsorienteret tilgang til trivsel. Fællesskabet ses der også en positiv udvikling på. Næsten 70% af eleverne oplever, at der er et godt fællesskab på skolen, hvilket er en forbedring sammenlignet med trivselstallene fra 2023.
En elev fremhævede under en fernisering af et tværfagligt projekt, at den type forløb, hvor eleverne samarbejder på tværs af hold, bidrager til sammenhold og styrker fællesskabet samt den sociale trivsel. Skolerne har det sidste halve år arrangeret op til flere forskellige tværfaglige projekter, grundet ønsker fra eleverne.
Elevernes trivsel uden for skolen ligger desuden på 4,0, hvilket afspejler et generelt godt socialt liv både i og uden for skolen. Over 50% svarer, at de aldrig mangler nogen at være sammen med i deres fritid, som også er en forbedring fra sidste år, der lå under 50%, hvilket kan betyde, at eleverne har skabt flere venskaber på tværs af holdene.
Bedre Mental Trivsel er støttet af Egmont Fonden og Nordea-fonden i samarbejde med Region Sjælland, PsykInfo, Ventilen, CeFu og Modstrøm. Du kan læse mere om de enkelte trivselsindsatser her.
Et stærkt fundament for fremtiden
Selvom undersøgelsen viser en generelt positiv trivsel, er der stadig områder, hvor skolen kan forbedre sig. Nogle elever oplever udfordringer med uro i undervisningen, og enkelte kan føle sig usikre på deres fremtidsplaner. Skolen vil fortsat arbejde på at forbedre disse områder og sikre, at alle elever får den bedst mulige oplevelse.
Trivselsundersøgelsen viser, at eleverne på FGU Nordvestsjælland trives, får faglig støtte og oplever et stærkt fællesskab. Skolen arbejder målrettet på at styrke læringsmiljøet, de sociale relationer, elevernes selvværd og give dem redskaber til at håndtere livet – alt sammen for at skabe de bedste rammer forudsætninger for deres fremtid.
Læs mere om trivselsmålingen her