Signes mor, Lykke Nielsen, er så glad for at se datterens udvikling, at hun skrev til skolen og fortalte, hvordan datteren nu stråler efter de mange sorte år, og at hun har fået så stor tro på sig selv, at hun nu flytter hjemmefra.
AF LOTTE SCHARFF
I flere år af sin barndoms- og teenageår lå 20-årige Signe Lundberg Nielsen oftere i sin seng i stedet for at være i skole og være sammen med sine kammerater. Men hun kunne ikke holde ud at være i skole, hvor hun selv måtte kæmpe for at koncentrere sig om bøgerne og konstant fik dårlige karakterer, mens klassekammeraterne uden problemer bare bøjede sig over opgaverne og løste dem.
”Jeg har været rigtig ked af det i folkeskolen, blandet med en vrede på mig selv over, at jeg ikke kunne stå op og være glad i skolen og til stede, som mine klassekammerater var. Hvorfor kunne jeg ikke have det lige sådan?”, fortæller Signe fra hjemmet i Mørkøv, hvor hun bor sammen med sin far og to livlige puddelhunde, der højlydt og glædestrålende tager imod gæsterne.
”Jeg var generelt meget opgivende dengang”, tilføjer Signe, mens hendes mor, der deltager i interviewet, nikker tungt.
Tunge år for hele familien
For det var tunge år for Signe, og det påvirkede selvfølgelig hele familien, at hun havde det så svært med sig selv, at hun heller ikke formåede at holde fast i de skrøbelige venskaber, hun fik skabt, da hun kom i 7. klasse på den daværende Tølløse Centralskole.
”Udover at jeg havde svært ved at koncentrere mig i timerne med de boglige fag, havde jeg også svært ved at holde fast i mine venner. Jeg stod også helt af ved terminsprøver og eksamener, så mine karakterer svingede meget”, fortæller Signe og fortsætter:
”Det påvirkede mig mentalt, for hvad var der var galt i mit hoved, siden jeg ikke kunne finde ud af at holde fokus?”.
Karaktererne steg markant, da hun kom i 10. klasse på 10. klassecentret i Holbæk. Men Signe havde stadig kvaler med at koncentrere sig. Alligevel begyndte hun på EUC, hvor hun tog første og anden del af grundforløbet som bygningsmaler. Hun nåede også at komme i lære hos to forskellige malermestre. Men det gik heller ikke, fordi hun ikke kunne håndtere hverdagen som malerlærling.
”Jeg kunne ikke få samling på det hele. Så det endte med, at jeg opgav”.
Brikkerne faldt på plads
Signe begyndte derfor at gå hos en psykolog, som hurtigt spottede, at teenagepigen sikkert havde en uopdaget diagnose. En psykiater, som hun blev henvist til, diagnosticerede hende med opmærksomhedsforstyrrelsen ADD.
”Det lettede og fik en masse brikker til at falde på plads hos mig”, fortæller hun.
For nu vidste hun – og familien – at der var en årsag til, at hun havde svært ved at holde fokus og få styr på tankemylderet i hovedet, som fyldte dag og nat.
Blomstrede op hos ’Blomsterpigerne’
I februar i år begyndte Signe som elev på fagtemaet Handel & Kundeservice, bedre kendt som ’Blomsterpigerne’ på FGU Nordvestsjællands afdeling i Svebølle. Og så vendte hendes liv 100 procent.
”Først var jeg lidt skeptisk. Men allerede efter en uge tænkte jeg, at her ville jeg virkelig gerne gå. For min lærer stresser ikke og har respekt for, at man på grund af sin diagnose kan have det svært”, fortæller Signe med strålende øjne.
”Ja, der er sådan en rummelighed på FGU”, indskyder Lykke, og Signer nikker ivrigt.
”I folkeskolen var kravet hele tiden, at man skulle yde noget mere, end man kan. Men på FGU er kravet, at man skal gøre det så godt, man kan. Jeg er rigtig glad for værkstedet og for den måde, skolen håndterer læring og os unge mennesker på”, siger Signe med et smil, der lyser hele hendes ansigt op.
Hvor hun før helst ville ligge i sin seng, og lade livet passerer forbi hende, står hun nu gladeligt op klokken 05.30, og tager toget fra Mørkøv til Svebølle en times tid senere.
Efter bare tre måneders skolegang på FGU Nordvestsjælland stråler Signe nemlig af lyst på livet.
”Jeg går glad i seng og næste morgen står jeg op og er glad for, at jeg skal i skole. Mens jeg har gået på FGU, er jeg gået fra at være helt i sort til at have et håb om, at jeg kan noget, og at der er lys for enden af tunnelen”, fortæller Signe, der også har fået venner på skolen, som hun hænger ud med udenfor skolen.
Skrev takkebrev til skolen
”Vi har fået en helt anden pige herhjemme. Hun er glad, udadvendt, aktiv og social. Hun er også begyndt at konfrontere os, hvis der er noget hun er uenig i. Det har hun aldrig gjort før. Vi går nærmest rundt med armene over hovedet hele tiden, for nu har Signe det samme liv som andre unge,”, fortæller Lykke og sender sin datter et stort smil.
Oplevelsen med at se datteren vokse og blive gladere dag for dag gjorde, at Lykke Nielsen satte sig til tasterne og skrev en mail til FGU Nordvestsjælland, hvor hun af hjertet takkede skolen for, at hendes datter har fået det så godt.
”Før Signe begyndte på FGU Nordvestsjælland, havde jeg aldrig hørt om FGU. Men gudskelov for at FGU eksisterer”, lyder det inderligt fra Lykke Nielsen.
For nu har Signe også fået mod på for alvor at tage fat på sit voksenliv.
”Jeg har lige fået at vide, at jeg fra den 1. juni har fået en af ungdomsboligerne, som ligger bag skolen i Svebølle”, fortæller Signe.
Vores undervisningsform virker
De rosende ord fra Lykke Nielsen lunede både hos lederen af skolen i Svebølle og skolens direktør.
”Det betyder utroligt meget for os og ros luner jo”, siger Jimmi Jensen, der også har sørget for at dele Lykke Nielsens ros med skolens lærere, vejledere og direktør Jørgen Ravnsbæk.
Hos direktøren viser mailen endnu en gang, at FGU kan noget helt særligt, lige som den styrker troen på, at den styrkebaserede undervisning med fokus på elevernes styrker, er den helt rigtige undervisningsform.
”Fordi vi har så meget fokus på den enkelte elev, oplever vi tit, at de får en følelse af at kunne lykkes. For nogle er det første gang efter flere års nederlag i folkeskolen. Og det er dét, FGU kan. Vi kan løfte eleverne på det faglige, men også på det personlige niveau”, siger Jørgen Ravnsbæk, der også sætter stor pris på, at Lykke Nielsen tog sig tid til at skrive til skolen.
Billedtekst: Signe blomstrede op, da hun begyndte på fagtemaet Handel & Kundeservice hos FGU Nordvestsjællands afdeling i Svebølle. Foto: Lotte Scharff
Billedtekst: Lykke Nielsen er så glad for datterens udvikling, at hun skrev en mail til skolen, hvor hun af hjertet takkede for, at hendes datter har fået det så godt. Foto: Lotte Scharff
Billedtekst: Den 1. juni begynder et nyt kapitel i Signes liv, når hun flytter ind i en af ungdomsboligerne bag skolen i Svebølle. Foto: Lotte Scharff
En oplevelse vi aldrig glemmer. Spændende. Oplevelser man aldrig vil glemme. Spanske børn. Søde mennesker. Kærlighed. Billig mad. Palmer. Varme. Paradis. Hygge. Fællesskab.
AF LOTTE SCHARFF
Det vælter ud af munden på de seks elever, når de skal sætte ord på deres måned i det spanske, hvor de med støtte fra Erasmus+ projektet havde fået mulighed for at bo sammen i en lejlighed og arbejde hver dag enten på en skole, i en butik og i en frisørsalon på den kanariske ferieø Fuerteventura.
For der er ingen tvivl om, at det opholdet har gjort et stort indtryk på de seks elever fra FGU Nordvestsjælland, Cenia Larsen, 18 år, Aristote Mushagalusa 17 år, Lucas Bach, 19 år, Celine Eplov Sølling, 18 år, Thea Christiansen, 18 år og Marie Andersen, 18 år, der alle kommer fra et af FGU Nordvestsjællands AGU hold eller fra fagtemaet Omsorg & Sundhed.
Hilser med kindkys
”Der var en dreng på 10 år, som gik i den klasse, hvor jeg arbejdede. Han mindede mig så meget om mig selv i den alder. Og så var han var en guttermand”, fortæller Aristote med et stort smil.
Der var rigtig mange nye ting, de seks FGU-elever skulle forholde sig til og lære under deres ophold i det spanske. Det var alt, lige fra at spise aftensmad sent, vente i lang tid på at få den mad, man havde bestilt, varmen, palmerne, sproget og omgangsformen med andre mennesker.
” Folk var bare så søde og imødekommende. De hilste på én med at et kys på begge kinder”, fortæller Lucas og smiler over hele hovedet ved tanken.
”Åh ja, det savner jeg. Den måde at sige hej på”, lyder det øjeblikkelig fra Celine, der arbejdede i en sportsbutik under opholdet.
Vil huske børnene for evigt
De spanske børn, som fire af eleverne hjalp med at undervise på en folkeskole, kommer de heller aldrig til at glemme.
”Jeg savner allerede den 1. klasse, jeg havde. Da jeg skulle hjem, fik jeg en bunke tegninger og en af pigerne begyndte at græde, da hun skulle sige farvel til mig. Jeg stortudede også i lufthavnen, da vi skulle rejse hjem”, fortæller Cenia, som er parat til at rejse tilbage til Fuerteventura. Nu.
Hun var blandt de fire elever, der arbejdede på den samme skole. Og lige som Cenia, fik de på den sidste dag også masser af tegninger fra børnene på skolen.
”Børnene på skolen, det var en ekstra kærlighed. Jeg gik hjem med to bæreposer fyldt med tegninger og et krus, som fire af dem havde lavet til mig med et billede mig og dem selv på. Det var helt vildt sødt”, fortæller Marie, mens Lucas og Aristote nikker og fortæller, at de også fik flere tegninger fra ’deres’ elever og et halssmykke med et A hængende i.
De fire er også rørende enige om, at der er stor forskel på spanske og danske børn i deres måde at opføre sig på.
”De er mere modne i en ung alder, de er lettere at tale med og så er de søde. De er opdraget fucking godt”, mener Lucas.
Ramt af sygdom
Egentlig var det meningen, at Thea også skulle have været på skolen. Men hun var så uheldig at blive syg med feber og en masse snot, da de ankom til varmen på ferieøen. Og så viste det sig, at skolen ikke var det rette praktiksted for hende.
”Jeg kom til at arbejde i en frisørsalon i stedet for, hvor jeg gik til hånde, fejede gulv osv. Men jeg måtte blive hjemme i lejligheden alene i flere dage, hvor de andre var afsted”, fortæller hun og lægger ikke skjul på, at det var hun rigtig ærgerlig over.
Blev tilbudt arbejde
Som den eneste af de seks elever arbejdede Celine i en sportsforretning. Men også dette match viste sig at være nærmest perfekt.
”Jeg lavede alt andet end at ekspedere kunderne på grund af sproget. Men de var rigtig søde. Faktisk ville de ansatte ikke af med mig. De har også skrevet til mig, om jeg ikke kommer tilbage og arbejder for dem igen. Det overvejer jeg da at sige ja til”, fortæller Celine beskedent.
Lige som de andre, som arbejdede på skolen, fik hun også en masse gaver af sin arbejdsplads.
”De gav mig løbende gaver, hvor jeg har fået to par sko, to par bukser, tre bluser, mad og en nøglering”.
Har meget tilfælles
Inden de seks elever tog afsted til det spanske ferieparadis, kendte de ikke særlig meget til hinanden. Udover at et par af dem går på samme fagtema eller hold. Men ellers ikke. Det er der i den grad blevet ændret på.
”Jeg var inden afrejsen meget usikker på, om vi ville have noget tilfælles og komme godt ud af det med hinanden. Men der gik kun tid, så fandt vi ud af, at vi har meget tilfælles”, fortæller Marie.
Mens de seks bliver interviewet fyger det med kærlige drillerier, indforståede grin, og skub i siden som klart viser, at de med Erasmus+ projektet rejste ud som seks unge mennesker, der ikke kendte hinanden, og kom hjem som seks unge mennesker med en oplevelse for livet i bagagen, og nye nære venskaber.
Billedtekst: En månedsophold på den spanske ferieø, Fuerteventura, er slut for fra venstre: Lucas, Thea, Aristote, Dorte Hahn (der har sørget for at få projektet til skolen),Cenia, Marie og Celine. Foto: Lotte Scharff
Billedtekst: Lucas med nogle af de fine tegninger, han fik af børnene på skolen, hvor han arbejdede. Foto: Privat.
Billedtekst: Celine omgivet af gaverne fra sportsbutikken, hvor hun arbejdede. Foto: Privat.
Skolens elever var guider i menneskehavet omkring Hønghallen i de tre dage, som DM i Skills varede. Og de havde travlt.
AF LOTTE SCHARFF
Man skulle tro at hele Sjælland var draget til DM i Skills. For fredag formiddag, som er andendagen af afviklingen af DM i Skills, er menneskehavet så massivt at uanset, hvor man går, står eller kigger er der mennesker. Især ved hovedindgangen til Hønghallen, hvor den ene turistbus efter den anden sætter et læs af skoleelever af, er mylderet tykt.
Alle som en styrer skoleelever og publikum fra P-pladsen direkte mod hovedindgangen, hvor en jetjager, telte og FGU-elever iklædt skrigorangefarvede veste står klar til at tage imod publikum.
Vi hjælper folk
”Vi hjælper folk til at finde vej. Det kan være til wc’et, hvis deres Q&A kode ikke virker og så deler vi også oversigtskort ud”, fortæller Emma, 18 år, der til daglig er elev på fagtemaet Omsorg & Sundhed i på FGU Nordvestsjællands skoleafdeling i Svebølle.
Hun og holdkammeraten Bianca, 17 år, har – lige som de andre elever fra skolens tre afdelinger – rigtig travlt med at hjælpe og vise vej.
”Jeg synes, det er fedt at komme ud og tale med en masse mennesker. Og hjælpe dem”, siger Bianca.
Mens vi står og taler kommer en lille gruppe af yngre skoleelever hen til Emma og Bianca. De skal lige høre, hvilken vej de skal gå. Og straks tager Emma fat i et af kortene, viser hvor deres destination er og peger og forklarer.
Travle, men hyggelige dage
”Det er hyggeligt at hjælpe folk. Og der er mange, der har brug for hjælp”, siger hun og smiler.
”Ja, der er især mange, der spørger, hvor wc’erne er”, tilføjer Bianca.
”Eller hvilken vej de skal gå for at komme hen til den og den hal”, siger Emma, mens Bianca nikker.
Pigerne har været på benene I Høng siden klokken 07.45. Og om en times tid er er deres vagt forbi, de har fri og så skal de selv ud at kigge på de mange, mange stande, hvor elever fra hele landets erhvervsuddannelser viser deres kunnen i de forskellige håndværksfag.
”Vi skal hen at se pædagogassistentstanden, fordi vi begge gerne vil gå den vej. Bagefter skal vi over i Hal 3 og have smagsprøver”, griner de.
Omkring 50 elever fra FGU Nordvestsjællands tre skoler i Holbæk, Fårevejle og Svebølle har fungeret som guider. De har arbejdet i to hold, hvor det første hold mødte allerede kl. 07.45 i Høng, mens det andet hold møder ind kl. 11.30 – 15.00.
Billedtekst: Emma og Bianca havde travle dage som guider til DM i Skilss i Høng. Foto: Lotte Scharff
I går blev fire underskrifter fra direktørerne for FGU Nordvestsjælland, Jørgen Ravnsbæk, Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasiale uddannelser, Steffen Lund, Odsherred Erhvervsforum, Henrik Andersen og for Odsherred Kommune, viceborgmester Niels Nicolaisen (V) sat og en ny alliance, der skal gavne de unge i Odsherred, er nu en realitet.
AF LOTTE SCHARFF
For UddannelsesAlliancen, som er navnet på alliancen mellem de fire uddannelsesinstitutioner, forening og kommune, skal nemlig i tæt samarbejde stå for at få flere af de unge i Odsherred mellem 16 og 25 år i gang med enten en uddannelse eller i arbejde.
Det skal blandt andet ske ved at de unge kommer i praktikophold hos lokale virksomheder. Erfaringerne viser nemlig, at netop et praktikophold i høj grad er med til at få den unge til at finde sin livsbane i arbejds- og voksenlivet.
Foråret, med sin lune sol, blomster som pibler op af jorden, mens træer og buske nærmest grønnes for øjnene af os, er endelig kommet og har afløst den lange, mørke og kolde vinter.
Det skønne vejr får humørbarometeret til at stige sammen med lysten til udendørsaktiviteter som fodbold. Derfor blev der i går holdt en minifodboldturnering på FGU Nordvestsjællands afdeling i Holbæk, hvor Byg, Bolig & Anlæg dannede det ene hold, mens AGU1 og AGU Kultur sammen dannede det andet hold.
Og så blev der ellers gået til stålet i ’buret’ udenfor skolen, hvor eleverne spænede rundt og på skift scorede mål, så spændingen blev holdt til det yderste hele kampen igennem.
Den endte nemlig uafgjort 15-15.
Som hun sidder der i stolen med det tykke, mørke hår bølgende om skuldrende, de mørkebrune øjne glimter og de selvsikre smil kommer og går konstant på det smukke ansigt, er det umiddelbart meget svært at tro, at Ghadir har måtte kæmpe hårdt og indædt for at få sit liv på fode. Men det har hun. Og for at vise andre unge, at selv om livet kan være rigtig svært og hårdt, så skal man ikke give op, har den 20-årige kvinde med den iranske baggrund indvilliget i at fortælle sin historie.
AF LOTTE SCHARFF
”I dag er jeg et meget stærkere menneske. Men jeg ville ønske, at det ikke var sket på dén baggrund”, siger Ghadir An-Haqqash, og læner sig tilbage i stolen, mens hun slår ud med armene i en trist gestus.
For nu tegner livet endelig lyst og fyldt med håb for den 20-årige kvinde, der både har været vidne til og på hårdeste vis erfaret, hvordan en voldelig far og en tvangsfjernelse kan sætte dybe ar på sjælen i et ungt menneske.
Siden marts 2020 har hun gået på FGU Nordvestsjælland AGU-hold for at forbedre sine karakterer fra folkeskolen. Det er gået så godt, at hun her i februar begynder på ZBC, hvor hun i de første tre uger deltager i FGU Nordvestsjællands overgangskombinationsforløb, indtil hun er faldet til på den nye uddannelse. Og så er hun netop flyttet ind i sin første lejlighed.
Far slog os med et boldbræt
Ghadir er nummer fire i en børneflok på seks. Hendes forældre var begge kommet til Danmark fra Irak, da hun kom til verden i Høje Taastrup. Men livet i den børnerige familie, hvor farmoren boede et par etager længere oppe i samme opgang, var præget af Ghadir’s fars humør.
”Vi levede i konstant stress. Min mor, mine søskende og jeg var hele tiden i gang med at rydde op eller gøre rent, så vi slap for at høre på min fars råberi. Eller for at han slog os”, fortæller hun.
Netop volden fra faderen oplevede de seks børn og deres mor jævnligt, når faderen mistede tålmodigheden. Ofte blev børnene sat på rad og række i sofaen, hvor de blev beordret til at trække knæene op til brystet og flekse fødderne, så fodsålerne vendte udad.
”Så slog han os på fodsålerne med en vandslange eller et boldbræt. Hvis vi satte fødderne ned, fik vi dobbelt straf. Og lussinger. Men vi var for bange til at sige fra. Nogle gange løb vi op til vores farmor, som så fik stoppet ham”, husker hun tilbage.
Far voksede op med vold
Mens Ghadir fortæller om de rædselsvækkende oplevelser fra sit barndomshjem, får hun koldsved over hele kroppen og må holde en pause, før hun kan fortælle videre. For selv om minderne gør ondt, er det vigtigt for Ghadir at fortælle hele sin historie. Lige som det er vigtigt for hende, at andre forstår, hvorfor hun, på trods af alt, har tilgivet sin far.
”Der var jo også mange positive ting i mit hjem. Min far har ikke slået os børn, fordi han hadede os. Nej, han troede, det var sådan man gjorde, for sådan er han selv vokset op. Min farfar slog sine børn meget, derfor troede min far, at det var den rigtige metode at bruge”, forklarer Ghadir med glødende brune øjne.
Samtidig gik det heller ikke særlig godt for hende i skolen, hvor hendes skolegang begyndte med et nederlag. Ghadir havde nemlig ikke gået i børnehave som lille, og måtte derfor gå 0.klasse om, fordi hun ikke kunne nok dansk, da hun kom i skole.
”Jeg blev mobbet, og jeg syntes ikke, at lærerne tog hånd om den mobning, der fandt sted. Og det sammen med volden derhjemme kunne jeg slet ikke overskue noget, så jeg begyndte også at pjække”, husker hun.
Blev fjernet på et splitsekund
Da Ghadir var 14, ændrede hendes liv sig på et splitsekund. En helt almindelig dag midt i en matematiktime blev hun hentet af skolelederen, der fortalte, at hendes sagsbehandler fra kommunen sad og ventede på hende på skolens kontor. Der sad hendes to yngre brødre på henholdsvis ni og 12 år med nogle andre sagsbehandlere også og venter på hende.
Det viste sig nemlig, at faderen havde indrømmet at han havde slået sine børn.
”Jeg havde jo ellers benægtet det tidligere, og det gjorde jeg igen. Men mine brødre endte med at fortælle, at vi var blevet slået. Så tog de min telefon fra mig, og så fik jeg at vide, at jeg ikke skulle hjem til min mor igen. Så gik jeg i chok og begyndte at græde og græde”, husker Ghadir og får blanke øjne ved mindet.
De tre børn blev ført ud af skolens bagudgang og kørt til kommunens socialforvaltning. Her skulle de en ad gangen tale med en sagsbehandler.
”De blev ved med at ville have mig til at fortælle om min fars vold. Men jeg ville ikke”, husker hun.
Ingen kontakt med forældrene i et år
De tre søskende blev sammen installeret i flere sommerhuse, indtil de blev anbragt på et opholdssted. På det tidspunkt var der gået næsten et helt år siden, Ghadir og hendes to yngre brødre blev tvangsfjernet.
”I den tid havde vi ingen kontakt med vores forældre. Overhovedet. Vi følte os nærmest spærret inde, selv om vi tre søskende heldigvis ikke blev splittet op”, husker hun.
Imens havde kommunen tildelt Ghadirs forældre en familiekonsulent. Det skulle vise sig at være godt for Ghadir og hele hendes familie.
”Familiekonsulenten fik min far til at forstå, at man ikke slår sine børn her i Danmark. Og min far har også undskyldt og lovet os, at han ville gøre det bedre fremover. Det har han gjort. Men vi børn har alle dybe ar på sjælen”, fortæller hun.
Familien blev ødelagt
Efter det første år begyndte Ghadir og hendes brødre at have samvær med deres forældre igen. Men det var svært, for familien var ikke længere den samme, som før tvangsfjernelsen.
”Min familie er blevet så ødelagt af det. Da vi begyndte at have samvær, talte vi aldrig om det. Og i flere år lukkede jeg fuldstændig ned for mine følelser, så jeg ikke kunne mærke min krop. Om vinteren gik jeg i top og short uden at fryse, for jeg havde lagt låg på og havde kun fokus på, at vise, at Ghadir kan klare alt, samtidig med at jeg skulle passe på mine brødre. Det er først nu, flere år efter, at jeg kan mærke mig selv igen”.
Nogle år efter blev Ghadir flyttet til et opholdssted i Holbæk Kommune, hvor hun tog sin 9. klasse. Den bestod hun, selv om hun i havde mistet nogle år af sin skoletid på grund af tvangsfjernelsen.
Fik et alkoholmisbrug
”Men så begyndte jeg at ’fyre’ den af. Jeg havde som muslimsk pige aldrig prøvet at drikke alkohol, men jeg fandt ud af, at alkohol fik mig til at glemme det hele lidt, så jeg kunne få en pause fra det hele. Og så fik det mig til at kunne sove”.
Ghadir begyndte at drikke vodka eller tequila dagligt og fik hurtigt oparbejdet et misbrug. Opholdsstedet opdagede selvfølgelig hendes misbrug og alle supermarkederne i byen blev bedt om, at de skulle forlange, at Ghadir skulle vise sit ID.
”Men jeg havde så meget brug for alkohol, at jeg da bare fik nogle andre til at købe det for mig”, fortæller hun.
Da hun fyldte 18 flyttede hun ind på et kollegieværelse i sin hjemkommune. Men Ghadirs værelse fik hurtigt ry for at være der, hvor festen foregik.
Pas på med at tvangsfjerne
”Det gik jo ikke, så jeg flyttede hjem til mine forældre igen. Og da jeg begyndte på FGU Nordvestsjælland for næsten to år siden, var det for at gøre min skole færdig. Derfor blev jeg boende hos dem i stedet for at bo rundt omkring hos veninder”, fortæller hun.
Mange vil nok undre sig over, at Ghadir flyttede hjem til sin mor og far igen. Det forstår Ghadir også godt.
”I dag bebrejder jeg ikke mine forældre noget. Men det har taget mig lang tid at nå dertil. Jeg synes, at man skal være meget varsom med at tvangsfjerne børn, for der er mange andre måder at hjælpe på. Vi børn blev ødelagt af den tvangsfjernelse, det havde vi ikke behøvet, hvis vi havde kunnet blive derhjemme og have fået hjælp”, mener hun.
Fremtiden ser lys ud
I de to år Ghadir har været elev på FGU Nordvestsjælland har hun fået meget hjælp fra skolen til at finde sine ben igen. Og især har hendes vejleder været en stor støtte for Ghadir.
”Min vejleder har kæmpet en kæmpekamp for mig”, smiler Ghadir, der nu ser meget mere lyst på livet. Forleden gik et stort ønske nemlig i opfyldelse, da hun flyttede ind i sin første lejlighed.
”Det er en rigtig fed lejlighed, hvor jeg er sikker på, at jeg kan stabilisere mig. Og til Og nu til februar er jeg færdig på FGU og skal starte på ZBC. Når jeg har gennemført den uddannelse, kan jeg springe videre til enten sygeplejerske eller pædagogstudiet, som jeg gerne vil uddanne mig til”, siger hun mens de brune øjne stråler af forventningsfuldt.
Og for at ’snuse’ til sygeplejerskefaget, er Ghadir netop blevet ansat i et fritidsjob på Holbæk Sygehus som runner.
Når det nye skoleår begynder i august, er al rygning, brug af snus og el-cigaretter i undervisningstiden en saga blot på FGU Nordvestsjælland. Den røgfri skole er en del af regeringens nationale handleplan, og det vil få konsekvenser, hvis man ikke overholder kravet.
AF LOTTE SCHARFF
En røgfri skoletid skal være med til at sikre et sundt lærings- og arbejdsmiljø for elever og medarbejdere på FGU Nordvestsjælland. Derfor støtter skolen regeringens nationale projekt Røgfri fremtid, hvor ingen børn og unge ryger fra 2030.
Derfor bliver FGU Nordvestsjælland på lige fod med de andre uddannelsesinstitutioner i landet røgfrie i skoletiden. Ligesom røgfri skoletid bliver en del af skolens ordensreglement. Dermed må der ikke ryges nogen former for tobaksmidler, e-cigaretter eller tages snus på skolens matrikel i skoletiden, når man er på tur, ligesom man heller ikke kan gå udenfor matriklen for at ryge.
Vi vil hjælpe eleverne
”Vi forventer ikke, at alle eleverne holder op med at ryge. Men de der vil, vil vi meget gerne hjælpe med at stoppe med at ryge. For undersøgelser viser, at rigtig mange unge begynder at ryge, når de begynder på en ungdomsuddannelse”, siger Gitte Vind, der er pædagogisk leder af FGU Nordvestsjællands Holbæk afdeling.
Derfor tilbyder skolen, at elever kan komme på rygestop kurser. Ligesom skolens fokus vil være at forhindre at flere begynder at ryge i skoletiden samt at hjælpe eleverne med at overholde rygepolitikken og komme godt igennem en røgfri skoletid.
Hvis man ikke overholder røgforbuddet, vil det få konsekvenser, hvor den yderste konsekvens er bortvisning fra skolen.
Fårevejle
Holbæk, Fårevejle og Svebølle
Fårevejle
Svebølle
Fårevejle og Svebølle
Holbæk, Fårevejle
og Svebølle
Fårevejle
Holbæk
Holbæk og Svebølle
Holbæk og Svebølle
Holbæk og Svebølle
Det er din faglige baggrund, der afgør, hvilket niveau, du skal begynde på.
Læs mere her!
20-årige Kathrine Jørgensen fra Omsorg & Sundhed i Holbæk vil gerne være pædagog-medhjælper. Men hun vil ikke arbejde i en daginstitution. Det ved hun allerede nu.
”Jeg vil være hospitalsklovn, så det er ud fra det ønske, at jeg løser mine opgaver. Som hospitalsklovn skal man få børn til at grine og smile, så de lader være med at tænke på det onde, de har inde i sig, (sygdommen, red.). Det er jo noget anderledes, end det er i en daginstitution”, mener den kommende opmuntrer af syge børn.
