En oplevelse for livet
En oplevelse vi aldrig glemmer. Spændende. Oplevelser man aldrig vil glemme. Spanske børn. Søde mennesker. Kærlighed. Billig mad. Palmer. Varme. Paradis. Hygge. Fællesskab.
AF LOTTE SCHARFF
Det vælter ud af munden på de seks elever, når de skal sætte ord på deres måned i det spanske, hvor de med støtte fra Erasmus+ projektet havde fået mulighed for at bo sammen i en lejlighed og arbejde hver dag enten på en skole, i en butik og i en frisørsalon på den kanariske ferieø Fuerteventura.
For der er ingen tvivl om, at det opholdet har gjort et stort indtryk på de seks elever fra FGU Nordvestsjælland, Cenia Larsen, 18 år, Aristote Mushagalusa 17 år, Lucas Bach, 19 år, Celine Eplov Sølling, 18 år, Thea Christiansen, 18 år og Marie Andersen, 18 år, der alle kommer fra et af FGU Nordvestsjællands AGU hold eller fra fagtemaet Omsorg & Sundhed.
Hilser med kindkys
”Der var en dreng på 10 år, som gik i den klasse, hvor jeg arbejdede. Han mindede mig så meget om mig selv i den alder. Og så var han var en guttermand”, fortæller Aristote med et stort smil.
Der var rigtig mange nye ting, de seks FGU-elever skulle forholde sig til og lære under deres ophold i det spanske. Det var alt, lige fra at spise aftensmad sent, vente i lang tid på at få den mad, man havde bestilt, varmen, palmerne, sproget og omgangsformen med andre mennesker.
” Folk var bare så søde og imødekommende. De hilste på én med at et kys på begge kinder”, fortæller Lucas og smiler over hele hovedet ved tanken.
”Åh ja, det savner jeg. Den måde at sige hej på”, lyder det øjeblikkelig fra Celine, der arbejdede i en sportsbutik under opholdet.
Vil huske børnene for evigt
De spanske børn, som fire af eleverne hjalp med at undervise på en folkeskole, kommer de heller aldrig til at glemme.
”Jeg savner allerede den 1. klasse, jeg havde. Da jeg skulle hjem, fik jeg en bunke tegninger og en af pigerne begyndte at græde, da hun skulle sige farvel til mig. Jeg stortudede også i lufthavnen, da vi skulle rejse hjem”, fortæller Cenia, som er parat til at rejse tilbage til Fuerteventura. Nu.
Hun var blandt de fire elever, der arbejdede på den samme skole. Og lige som Cenia, fik de på den sidste dag også masser af tegninger fra børnene på skolen.
”Børnene på skolen, det var en ekstra kærlighed. Jeg gik hjem med to bæreposer fyldt med tegninger og et krus, som fire af dem havde lavet til mig med et billede mig og dem selv på. Det var helt vildt sødt”, fortæller Marie, mens Lucas og Aristote nikker og fortæller, at de også fik flere tegninger fra ’deres’ elever og et halssmykke med et A hængende i.
De fire er også rørende enige om, at der er stor forskel på spanske og danske børn i deres måde at opføre sig på.
”De er mere modne i en ung alder, de er lettere at tale med og så er de søde. De er opdraget fucking godt”, mener Lucas.
Ramt af sygdom
Egentlig var det meningen, at Thea også skulle have været på skolen. Men hun var så uheldig at blive syg med feber og en masse snot, da de ankom til varmen på ferieøen. Og så viste det sig, at skolen ikke var det rette praktiksted for hende.
”Jeg kom til at arbejde i en frisørsalon i stedet for, hvor jeg gik til hånde, fejede gulv osv. Men jeg måtte blive hjemme i lejligheden alene i flere dage, hvor de andre var afsted”, fortæller hun og lægger ikke skjul på, at det var hun rigtig ærgerlig over.
Blev tilbudt arbejde
Som den eneste af de seks elever arbejdede Celine i en sportsforretning. Men også dette match viste sig at være nærmest perfekt.
”Jeg lavede alt andet end at ekspedere kunderne på grund af sproget. Men de var rigtig søde. Faktisk ville de ansatte ikke af med mig. De har også skrevet til mig, om jeg ikke kommer tilbage og arbejder for dem igen. Det overvejer jeg da at sige ja til”, fortæller Celine beskedent.
Lige som de andre, som arbejdede på skolen, fik hun også en masse gaver af sin arbejdsplads.
”De gav mig løbende gaver, hvor jeg har fået to par sko, to par bukser, tre bluser, mad og en nøglering”.
Har meget tilfælles
Inden de seks elever tog afsted til det spanske ferieparadis, kendte de ikke særlig meget til hinanden. Udover at et par af dem går på samme fagtema eller hold. Men ellers ikke. Det er der i den grad blevet ændret på.
”Jeg var inden afrejsen meget usikker på, om vi ville have noget tilfælles og komme godt ud af det med hinanden. Men der gik kun tid, så fandt vi ud af, at vi har meget tilfælles”, fortæller Marie.
Mens de seks bliver interviewet fyger det med kærlige drillerier, indforståede grin, og skub i siden som klart viser, at de med Erasmus+ projektet rejste ud som seks unge mennesker, der ikke kendte hinanden, og kom hjem som seks unge mennesker med en oplevelse for livet i bagagen, og nye nære venskaber.