Ghadirs svære historie

Som hun sidder der i stolen med det tykke, mørke hår bølgende om skuldrende, de mørkebrune øjne glimter og de selvsikre smil kommer og går konstant på det smukke ansigt, er det umiddelbart meget svært at tro, at Ghadir har måtte kæmpe hårdt og indædt for at få sit liv på fode. Men det har hun. Og for at vise andre unge, at selv om livet kan være rigtig svært og hårdt, så skal man ikke give op, har den 20-årige kvinde med den iranske baggrund indvilliget i at fortælle sin historie.

AF LOTTE SCHARFF

”I dag er jeg et meget stærkere menneske. Men jeg ville ønske, at det ikke var sket på dén baggrund”, siger Ghadir An-Haqqash, og læner sig tilbage i stolen, mens hun slår ud med armene i en trist gestus.

For nu tegner livet endelig lyst og fyldt med håb for den 20-årige kvinde, der både har været vidne til og på hårdeste vis erfaret, hvordan en voldelig far og en tvangsfjernelse kan sætte dybe ar på sjælen i et ungt menneske.

Siden marts 2020 har hun gået på FGU Nordvestsjælland AGU-hold for at forbedre sine karakterer fra folkeskolen. Det er gået så godt, at hun her i februar begynder på ZBC, hvor hun i de første tre uger deltager i FGU Nordvestsjællands overgangskombinationsforløb, indtil hun er faldet til på den nye uddannelse. Og så er hun netop flyttet ind i sin første lejlighed.

Far slog os med et boldbræt

Ghadir er nummer fire i en børneflok på seks. Hendes forældre var begge kommet til Danmark fra Irak, da hun kom til verden i Høje Taastrup. Men livet i den børnerige familie, hvor farmoren boede et par etager længere oppe i samme opgang, var præget af Ghadir’s fars humør.

”Vi levede i konstant stress. Min mor, mine søskende og jeg var hele tiden i gang med at rydde op eller gøre rent, så vi slap for at høre på min fars råberi. Eller for at han slog os”, fortæller hun.

Netop volden fra faderen oplevede de seks børn og deres mor jævnligt, når faderen mistede tålmodigheden. Ofte blev børnene sat på rad og række i sofaen, hvor de blev beordret til at trække knæene op til brystet og flekse fødderne, så fodsålerne vendte udad.

”Så slog han os på fodsålerne med en vandslange eller et boldbræt. Hvis vi satte fødderne ned, fik vi dobbelt straf. Og lussinger. Men vi var for bange til at sige fra. Nogle gange løb vi op til vores farmor, som så fik stoppet ham”, husker hun tilbage.

Far voksede op med vold

Mens Ghadir fortæller om de rædselsvækkende oplevelser fra sit barndomshjem, får hun koldsved over hele kroppen og må holde en pause, før hun kan fortælle videre. For selv om minderne gør ondt, er det vigtigt for Ghadir at fortælle hele sin historie. Lige som det er vigtigt for hende, at andre forstår, hvorfor hun, på trods af alt, har tilgivet sin far.

”Der var jo også mange positive ting i mit hjem. Min far har ikke slået os børn, fordi han hadede os. Nej, han troede, det var sådan man gjorde, for sådan er han selv vokset op. Min farfar slog sine børn meget, derfor troede min far, at det var den rigtige metode at bruge”, forklarer Ghadir med glødende brune øjne.

Samtidig gik det heller ikke særlig godt for hende i skolen, hvor hendes skolegang begyndte med et nederlag. Ghadir havde nemlig ikke gået i børnehave som lille, og måtte derfor gå 0.klasse om, fordi hun ikke kunne nok dansk, da hun kom i skole.

”Jeg blev mobbet, og jeg syntes ikke, at lærerne tog hånd om den mobning, der fandt sted. Og det sammen med volden derhjemme kunne jeg slet ikke overskue noget, så jeg begyndte også at pjække”, husker hun.

Blev fjernet på et splitsekund

Da Ghadir var 14, ændrede hendes liv sig på et splitsekund. En helt almindelig dag midt i en matematiktime blev hun hentet af skolelederen, der fortalte, at hendes sagsbehandler fra kommunen sad og ventede på hende på skolens kontor. Der sad hendes to yngre brødre på henholdsvis ni og 12 år med nogle andre sagsbehandlere også og venter på hende.

Det viste sig nemlig, at faderen havde indrømmet at han havde slået sine børn.

”Jeg havde jo ellers benægtet det tidligere, og det gjorde jeg igen. Men mine brødre endte med at fortælle, at vi var blevet slået. Så tog de min telefon fra mig, og så fik jeg at vide, at jeg ikke skulle hjem til min mor igen. Så gik jeg i chok og begyndte at græde og græde”, husker Ghadir og får blanke øjne ved mindet.

De tre børn blev ført ud af skolens bagudgang og kørt til kommunens socialforvaltning. Her skulle de en ad gangen tale med en sagsbehandler.

”De blev ved med at ville have mig til at fortælle om min fars vold. Men jeg ville ikke”, husker hun.

Ingen kontakt med forældrene i et år

De tre søskende blev sammen installeret i flere sommerhuse, indtil de blev anbragt på et opholdssted. På det tidspunkt var der gået næsten et helt år siden, Ghadir og hendes to yngre brødre blev tvangsfjernet.

”I den tid havde vi ingen kontakt med vores forældre. Overhovedet. Vi følte os nærmest spærret inde, selv om vi tre søskende heldigvis ikke blev splittet op”, husker hun.

Imens havde kommunen tildelt Ghadirs forældre en familiekonsulent. Det skulle vise sig at være godt for Ghadir og hele hendes familie.

”Familiekonsulenten fik min far til at forstå, at man ikke slår sine børn her i Danmark. Og min far har også undskyldt og lovet os, at han ville gøre det bedre fremover. Det har han gjort. Men vi børn har alle dybe ar på sjælen”, fortæller hun.

Familien blev ødelagt

Efter det første år begyndte Ghadir og hendes brødre at have samvær med deres forældre igen. Men det var svært, for familien var ikke længere den samme, som før tvangsfjernelsen.

”Min familie er blevet så ødelagt af det. Da vi begyndte at have samvær, talte vi aldrig om det. Og i flere år lukkede jeg fuldstændig ned for mine følelser, så jeg ikke kunne mærke min krop. Om vinteren gik jeg i top og short uden at fryse, for jeg havde lagt låg på og havde kun fokus på, at vise, at Ghadir kan klare alt, samtidig med at jeg skulle passe på mine brødre. Det er først nu, flere år efter, at jeg kan mærke mig selv igen”.

Nogle år efter blev Ghadir flyttet til et opholdssted i Holbæk Kommune, hvor hun tog sin 9. klasse. Den bestod hun, selv om hun i havde mistet nogle år af sin skoletid på grund af tvangsfjernelsen.

Fik et alkoholmisbrug

”Men så begyndte jeg at ’fyre’ den af. Jeg havde som muslimsk pige aldrig prøvet at drikke alkohol, men jeg fandt ud af, at alkohol fik mig til at glemme det hele lidt, så jeg kunne få en pause fra det hele. Og så fik det mig til at kunne sove”.

Ghadir begyndte at drikke vodka eller tequila dagligt og fik hurtigt oparbejdet et misbrug. Opholdsstedet opdagede selvfølgelig hendes misbrug og alle supermarkederne i byen blev bedt om, at de skulle forlange, at Ghadir skulle vise sit ID.

”Men jeg havde så meget brug for alkohol, at jeg da bare fik nogle andre til at købe det for mig”, fortæller hun.

Da hun fyldte 18 flyttede hun ind på et kollegieværelse i sin hjemkommune. Men Ghadirs værelse fik hurtigt ry for at være der, hvor festen foregik.

Pas på med at tvangsfjerne

”Det gik jo ikke, så jeg flyttede hjem til mine forældre igen. Og da jeg begyndte på FGU Nordvestsjælland for næsten to år siden, var det for at gøre min skole færdig. Derfor blev jeg boende hos dem i stedet for at bo rundt omkring hos veninder”, fortæller hun.

Mange vil nok undre sig over, at Ghadir flyttede hjem til sin mor og far igen. Det forstår Ghadir også godt.

”I dag bebrejder jeg ikke mine forældre noget. Men det har taget mig lang tid at nå dertil. Jeg synes, at man skal være meget varsom med at tvangsfjerne børn, for der er mange andre måder at hjælpe på. Vi børn blev ødelagt af den tvangsfjernelse, det havde vi ikke behøvet, hvis vi havde kunnet blive derhjemme og have fået hjælp”, mener hun.

Fremtiden ser lys ud

I de to år Ghadir har været elev på FGU Nordvestsjælland har hun fået meget hjælp fra skolen til at finde sine ben igen. Og især har hendes vejleder været en stor støtte for Ghadir.

”Min vejleder har kæmpet en kæmpekamp for mig”, smiler Ghadir, der nu ser meget mere lyst på livet. Forleden gik et stort ønske nemlig i opfyldelse, da hun flyttede ind i sin første lejlighed.

”Det er en rigtig fed lejlighed, hvor jeg er sikker på, at jeg kan stabilisere mig. Og til Og nu til februar er jeg færdig på FGU og skal starte på ZBC. Når jeg har gennemført den uddannelse, kan jeg springe videre til enten sygeplejerske eller pædagogstudiet, som jeg gerne vil uddanne mig til”, siger hun mens de brune øjne stråler af forventningsfuldt.

Og for at ’snuse’ til sygeplejerskefaget, er Ghadir netop blevet ansat i et fritidsjob på Holbæk Sygehus som runner.