Fadel kom til Danmark for ni år siden og har siden oplevet både op- og nedture i sin skolegang. Fra at navigere i det danske skolesystem til at finde sin plads på FGU Nordvestsjælland har Fadel stået over for store udfordringer. Hans historie er en beretning om vedholdenhed og mod, hvor han for nyligt rundede en milepæl med et flot 10-tal i danskeksamen.
En udfordrende skolestart i Danmark og en ny chance på FGU
Da Fadel kom til Danmark for 9 år siden, startede han i folkeskole. Han lærte dansk med andre børn, som også var kommet til Danmark. Men skolegangen blev ikke nem for Fadel. Han var på efterskole i et år og kom derefter på STU og VUC, hvor han ikke følte sig tilpas. Fadel fortæller, ”Jeg følte ikke, at jeg fra folkeskolen blev tilbudt de samme muligheder som andre. Alle dem jeg kender fra folkeskolen, er færdige med uddannelser nu.”
Nu har Fadel været elev på FGU Nordvestsjælland i Fårevejle i 2,5 år. Han startede på linjefaget Byg, Bolig og Anlæg og nu er han på AGU (Almen Grunduddannelse), hvor han det sidste stykke tid har arbejdet på at tage sin danskeksamen. Midt i FGU-forløbet blev Fadel bortvist fra skolen, men efter en ihærdig kamp, fik han en ny chance. Denne oplevelse har fået ham til at tage skolen mere seriøst.
Faglig succes og personlig vækst
Danskeksamen var Fadels første eksamen og han fik et flot 10-tal. Han har kæmpet hårdt for eksamen og har holdt fast i sit mål. Fadel fortæller, ”Lige meget hvad, skal jeg fortsætte. Jeg går i skole, får min 9. klasse og holder fokus på, hvorfor jeg er her. Jeg er stolt af mig selv, for det var ikke nemt. Jeg er meget glad. Det var en rar oplevelse at være til eksamen. Jeg havde forberedt mig og øvet mig. Jeg har drømt om, at jeg fik 10, og det fik jeg så. Det føles helt uvirkeligt at have opnået det, som man har kæmpet for i så lang tid.”
Lærerne på FGU har været en stor støtte for Fadel. ”Jeg føler de forstår mig og de har hjulpet mig,” siger Fadel. Det har været en god oplevelse på FGU, hvor der er blevet rettet op på tingende og et nyt kapitel er startet. Fadel er blevet mere seriøs og har udviklet sig en masse både fagligt og personligt.
Fadels AGU-lærer, Thea, fortæller, at Fadel er nået langt på kort tid. ”Da det gik op for ham, at det var nu, det gjaldt, begyndte han at forstå undervisningens struktur og formål og blev langsomt mere selvstændig. Han har tillid til, at det lærerne siger og gør, er det rigtige og han tager ting til sig og tænker over det. I slutspurten op til danskeksamen har han arbejdet hårdt og fokuseret. Han har øvet sine oplæg igen og igen og udfordret sig selv sprogligt. Hans ordforråd har taget et markant skridt, og han er blevet modig. Han er et godt eksempel på, at når man tager ansvar for det man skal og tager imod feedback, så er der gode muligheder for at komme godt videre,” fortæller Thea.
Vejen mod fremtiden
Fra starten har Fadel insisteret på, at han skulle have sin 9. klasse, og nu har han endelig fået sin danskeksamen, som han er afhængig af for at få sin opholdstilladelse i Danmark. ”Jeg er glad for at have fået min 9. klasses danskeksamen. FGU har givet mig en chance. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, hvis jeg ikke gik på FGU. Jeg kunne have fundet et arbejdet, men det er vigtigt for mig med en uddannelse,” siger Fadel. Fadel vil gerne forsætte med at uddanne sig og går lige nu med tanker om procesoperatøruddannelsen. Det næste halve år skal han derfor arbejde på at få sin matematikeksamen.
Fadel vil gerne inspirere andre unge i lignede situationer. ”De skal komme og starte på FGU. Man skal ikke give op, man skal kæmpe videre og tage de chancer, man får, så man kan komme videre i sit liv. Men man skal også få chancen, før man kan tage den,” fortæller Fadel.