30/9 var FGU-sektoren samlet til årets FGU Festival i Fredericia – en dag med masser af inspiration, spændende oplæg, videndeling og gode samtaler på tværs af landets FGU’er.
Dagen bød på 3 store oplæg:
- Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi, satte fokus på pædagogikken som svar på bedre trivsel og udfordrede os til at se nærmere på selve trivselsbegrebet og de risici, der kan følge med, når trivsel bliver et mål i sig selv.
- Chris MacDonald, humanpsykolog og ekspert i mental- og fysisk sundhed, tog os med ind i ”Historien om os” og satte fokus på trivsel, der kommer af tryghed, tillid og ansvar. Med sin evne til at gøre komplekse begreber både forståelige, konkrete og humoristiske gjorde han det let at relatere pointerne til vores arbejde på FGU.
- Tine Gøtzsche, journalist og TV-vært, var moderator og stod for dagens FGU-dilemmaer, hvor en FGU direktør, skoleleder og en underviser var med til at diskutere og nuancere konkrete dilemmaer fra FGU-hverdagen.
Mellem de store oplæg var der oplægsrunder med masser af mulighed for at dele erfaringer, høre om hinandens praksis og blive inspireret af de mange spændende oplæg, der blev præsenteret af kolleger fra hele landet.
En dag, der mindede os om, hvor meget faglighed, pædagogik, relationer og fællesskab betyder for arbejdet med de unge på FGU.
Tak for en inspirerende dag! FGU Danmark
![Chris Mcdonald]()
![Lene Tanggaard]()
![Citat brinkmann, tanggaard og rømer]()