Unge skal have en reel chance for at lykkes – både i uddannelse og i arbejdslivet. Hos FGU NVS arbejder vi målrettet for at give dem den chance, og i tæt samarbejde med erhvervslivet hjælper vi de unge med at få fodfæste – ikke kun fagligt, men også socialt og personligt.
Et konkret eksempel på det samarbejde er Mesterflyt, som allerede nu har unge i erhvervstræning. Her får eleverne mulighed for at opleve, hvordan en rigtig arbejdsdag ser ud, hvad det kræver at være en del af et team – og hvordan det føles at blive taget alvorligt.
"Vi tror på, at unge vokser i mødet med virkeligheden - Det er afgørende, at vi som uddannelsesinstitution åbner os op mod verden og samarbejder tæt med erhvervslivet. Det er i dette møde, de unge ofte finder både motivation og retning. Sammen kan vi gøre en forskel." Siger Direktør Jørgen Ravnsbæk.
En håndsrækning – og en investering i fremtiden
FGU’s tilbud er for unge, der har brug for et fagligt og personligt løft, inden de kan begynde på en ungdomsuddannelse eller finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det handler ikke kun om undervisning i klasselokalet – det handler om livsmestring, arbejdsglæde og fremtidsmod.
Her er erhvervstræningen et centralt element. Gennem praktikforløb i virksomheder som Mesterflyt får de unge mulighed for at prøve sig selv af i praksis og opdage egne styrker. De lærer at møde til tiden, samarbejde med kollegaer, tage ansvar – og ikke mindst, at deres indsats gør en forskel.
Hos Mesterflyt er erfaringerne positive:
”Når vi tager unge i praktik, gør vi det med et klart formål. Vi vil give dem en chance for at prøve kræfter med arbejdslivet, opdage deres egne evner og få øjnene op for flyttefaget. Flere af vores praktikanter er endt med faste ansættelser, og det bekræfter os i, at vi er på rette vej. Det er en bevidst strategi for os at investere i unge mennesker – både fordi branchen har brug for dem, og fordi det er en gave at se dem udvikle sig, tage ansvar, vokse som mennesker og opdage, at de kan lykkes.” udtaler Victor Helgogaard, Mesterflyt
En del af en større strategi
Samarbejdet med erhvervslivet er en vigtig del af FGU NVS’ erhvervsstrategi. Den handler om at bygge bro mellem skole og arbejdsmarked – og skabe flere reelle muligheder for unge, der ellers risikerer at falde udenfor.
Strategien lægger vægt på tætte partnerskaber med lokale virksomheder, hvor der er gensidig forståelse for både de unges behov og virksomhedens rammer. Sammen udvikler vi forløb, der giver mening – både for den unge og for arbejdspladsen.
Vi ved, at vejen til job eller uddannelse ikke er ens for alle. Men vi ved også, at med den rette støtte, de rette rammer og det rette samarbejde, kan flere unge finde deres vej i livet.
"Det er fællesskabet, der gør forskellen – når vi som skole og virksomheder står sammen om de unge, skaber vi noget, der rækker langt ud over den enkelte praktikplads." afslutter Jørgen Ravnsbæk.