Biancas vej fra FGU til job og uddannelse
En af de elever, der har fået job, er Bianca, som går på Omsorg og Sundhed på FGU Svebølle. Bianca har gået på FGU i to år og er derfor snart færdig med hendes forløb. Hun står nu over for en ny, spændende fase, hvor hun både skal starte på ZBC og arbejde i Kalundborg Kommune.
”Jeg har fået et job, hvor jeg kan komme ud og cykle rundt til nogle ældre og kigge til dem og sikre, at de er okay,”
siger Bianca og understreger, at jobbet passer godt til hendes faglige interesse for omsorg og sundhed.
Efter et oplæg på skolen af uddannelseskonsulent Heidi, hvor jobbet blev nævnt, blev Bianca spurgt af Mille.
”Min lærer spurgte mig, om det kunne være noget for mig, og det var jeg jo helt frisk på. Så skrev jeg selv ansøgningen og fik jobbet, og det er jeg meget glad for,” siger hun.
Bianca starter d. 4. august og skal samtidig gå på ZBC på deres Social og Sundhedsassistents retning. Hun er blevet ansat som SSA-elev (Social- og sundhedsassistentelev) i Kalundborg Kommune. Det betyder, at hun har en fast uddannelsesaftale, hvor hun er sikret både praktikforløb og løn under hele sin uddannelse.
”Jeg glæder mig til at komme ud og give en masse omsorg, som jeg har til de ældre,”
fortæller hun.
Praktisk erfaring baner vejen
Det gode samarbejde mellem FGU Nordvestsjælland og kommunerne har stor betydning for elevernes motivation. Blandt andet faste besøg på plejehjem og faglige ture til ZBC har givet eleverne indsigt i forskellige jobmuligheder, og de har fået mulighed for at afprøve deres færdigheder i virkelige arbejdssituationer. Bianca har også deltaget i plejehjemsbesøgene, hvor de har lavet aktiviteter med de ældre.
”Det har været med til at afklare mig om, at det er det, jeg gerne vil. Især når vi er derude og kan prøve det af i praksis, så bliver man helt sikker,”
siger hun.
FGU har gjort en forskel
For Bianca har FGU haft en stor betydning.
”Lige fra da jeg startede, har det gjort en stor ændring for mig, da jeg altid har følt mig lidt alene. Her har jeg fået et kæmpe fællesskab og er altid glad for at komme. I starten var jeg usikker på, om det var noget for mig, men efter lidt tid var jeg helt afklaret... Min drøm er at blive sygeplejerske,”
fortæller hun.
Læs mere her