Siden februar har eleverne fra Omsorg & Sundhed i Svebølle besøgt Bregninge Plejecenter hver onsdag. Her har de skabt nærvær, fællesskab og gode oplevelser sammen med plejehjemmets beboere og de har skabt bro mellem generationer.
Nu har eleverne afsluttet forårets forløb, men de glæder sig allerede til at fortsætte det meningsfulde samarbejde efter sommerferien. Til afslutningen havde eleverne fået hjælp fra andre fagtemaer på skolen. Mad & Ernæring havde kreeret et ægte sønderjysk kagebord, og Kunst & Design havde fremstillet flotte keramikfigurer som præmier til dagens bankospil. Dagen blev rundet af med fællessang: “I østen stiger solen op”.
Beboerne har givet masser af ros og varme ord med på vejen – og fortæller, at de taler om elevernes besøg i flere dage efter. Det betyder noget både for beboernes trivsel, men også for eleverne, som hver gang vokser med opgaven.