Ung person tilbereder pølser i et storkøkken.
Tak til Nordea-fonden for at investere i vores elevers fremtid

Hos FGU Nordvestsjælland har Nordea-fondens Værkstedspulje gjort en kæmpe forskel – især for vores elever

Gennem værkstedspuljen har vi fået mulighed for at udvikle vores værksteder, opgradere udstyr og styrke undervisningen på tværs af flere fagområder på vores tre skoler. De projekter, vi fremhæver her, er blot nogle af de mange forbedringer og investeringer, som bevillingen fra Nordea Fonden har gjort mulige.

Når vores værksteder får bedre faciliteter og mere tidssvarende udstyr, betyder det ikke bare nye maskiner eller flere kvadratmeter. Det betyder bedre læring, større motivation og undervisning, der minder om den virkelighed, eleverne møder ude på arbejdsmarkedet.

På Mad & Ernæring i Holbæk har eleverne fået et køkken, hvor der er plads til at udvikle sig fagligt og arbejde professionelt sammen. Med nyt udstyr som en stor ovn og en røremaskine kan eleverne nu lave større mængder mad mere effektivt og opleve, hvordan et rigtigt storkøkken fungerer i praksis. Det giver både ansvar, arbejdsglæde og stolthed, når eleverne hver dag er med til at lave frokost til hele FGU Holbæk.

I Svebølle er den nye minilæsser allerede blevet en vigtig del af hverdagen, og da sneen faldt i januar, var eleverne ude at salte med det nye udstyr, som er finansieret af Værkstedspuljen. Det giver eleverne mulighed for at arbejde med virkelige opgaver og moderne maskiner – samtidig med at de oplever, at deres indsats gør en konkret forskel for andre.

Unge arbejder med grønne maskiner og haveredskaber udendørs

På Motor & Mekanik har bevillingen åbnet døren til fremtidens teknologi. Eleverne har nu adgang til en elbil og nyt udstyr, så de kan lære at servicere og reparere elbiler – kompetencer, som bliver stadig vigtigere i autobranchen. For mange elever betyder det ekstra meget at få undervisning med moderne teknologi og udstyr, fordi det gør læringen mere virkelighedsnær og giver tro på egne evner og muligheder i fremtiden.

Turisme, Kultur & Fritid har også fået glæde af bevillingen med etableringen af nye udefaciliteter samt indkøb af maskiner og udstyr, som indgår aktivt i den daglige undervisning. Det giver eleverne flere praktiske læringsmuligheder og styrker undervisningen gennem konkrete opgaver og fællesskaber.

En vigtig del af Værkstedspuljen har samtidig været kompetenceudvikling af medarbejderne. Bevillingen har ikke kun støttet nye faciliteter og nyt udstyr, men også givet mulighed for efteruddannelse og faglig udvikling, så eleverne møder undervisere med opdateret viden, nye værktøjer og stærke faglige kompetencer.

På den måde har støtten løftet hele vejen rundt – fra værksteder og udstyr til undervisning, læring og de mennesker, der hver dag er med til at skabe trygge og udviklende læringsmiljøer for vores unge.

Vi er enormt taknemmelige for støtten fra Nordea-fonden og for den forskel, bevillingen gør – ikke bare for vores værksteder, men for de unge mennesker, der hver dag lærer, udvikler sig og finder nye muligheder hos os.

Tak til Nordea-fonden for at investere i vores elevers fremtid!