BMT resultater
Trivsel skabes i fællesskab

Trivsel skabes i fællesskab

BMT-projektet har haft fokus på at styrke elevernes mentale trivsel på FGU Nordvestsjælland. Projektet er nu fuldt implementeret og evalueret. En ny rapport fra CEFU om BMT-projektet viser, at trivsel på FGU skabes i samspillet mellem elever, undervisere, skolens fællesskaber, fagligt indhold og rammerne for hverdagen.

Rapporten peger på fire centrale indsigter:

  • Særskilt fokus på mental trivsel er produktivt – Det giver nye muligheder og nye måder at tale om trivsel på.
  • Relationer er omdrejningspunktet – både elev-elev og elev-underviser-relationer er grundlæggende for trivsel.
  • Fleksible rammer og aktiviteter åbner muligheder – (ture, måltider, bevægelse, valgfag m.m.) åbner nye rum for fællesskaber, deltagelse og social udvikling.
  • Rum for faglig refleksion og erfaringsudveksling blandt medarbejdere – Medarbejdere skal have plads til refleksion og sparring for at styrke skolens trivselsarbejde.

BMT har især styrket det sociale ben af trivsel gennem aktiviteter som ture ud af huset, fælles måltider, bevægelse og valgfag. Det giver eleverne nye muligheder for at udvikle tryghed, tillid og deltagelse – både med underviseren, på holdet, i skolens fællesskab og i mødet med samfundet.

Dimensions-Modellen viser netop disse forskellige lag, hvor eleverne bevæger sig – fra de tætte relationer til de større fællesskaber. BMT bidrager til at gøre bevægelserne på tværs mere smidige og skaber nye relationelle muligheder.

Sådan arbejder vi videre med BMT på FGU Nordvestsjælland:

  • BMT-dage for alle medarbejdere – I skoleåret 2025/26 afholder vi to hele BMT-dage, hvor medarbejdere arbejder videre på tværs med forskellige indsatser og afprøvninger.
  • Fokus på fremmøde og fravær – Vi bruger FREM-Modellen, udviklet i samarbejde med STUK, på elevkonferencer, ledermøder og fællesdage for at nedbringe fravær og styrke elevfremmødet.
  • Progressionssamtaler og elevdemokrati – Hele dage er afsat til progressionssamtaler på alle tre skoler, og vi fortsætter samarbejdet med Modstrøm for at udvikle elevdemokratiet.

Du kan læse hele CEFU’s rapport og evaluering af indsatsen her.

BMT blev støttet af Nordea-fonden og Egmonts Fondssekretariat, og er et samarbejde mellem FGU NVS, Region Sjælland, PsykInfo Region Sjælland, Ventilen Danmark, CeFU - Center for Ungdomsforskning og Modstrøm.

BMT resultater